Tilknytning handler i sin essens om, hvordan vi er i relationer. Hvordan vi åbner os, hvordan vi søger støtte, og hvordan vi reagerer, når noget føles utrygt. Din tilknytningsstil siger noget om, hvordan du oplever dig selv i kontakt med andre: om du føler dig tryg og tillidsfuld, om du har tendens til at trække dig, eller om du ofte bliver urolig og søger bekræftelse.
Tilknytning er ikke kun et psykologisk begreb – det er noget, vi mærker i kroppen og i hverdagen. Det påvirker, hvordan vi reagerer, når vi føler os afvist, overset, elsket eller misforstået. Og det hænger tæt sammen med vores tidlige erfaringer: Hvad vi lærte var trygt, hvad vi måtte undvige, og hvordan vi lærte at være i kontakt.
Måske kan du genkende noget i dig selv her:
– Har du svært ved at stole på, at andre bliver?
– Føler du dig hurtigt overvældet, når nogen kommer for tæt på?
– Trækker du dig, når du bliver usikker eller såret?
– Har du en tendens til at please for at undgå konflikter eller miste nogen?
Alt det kan være spor af noget tidligere. Noget, der engang var en beskyttelse – men som i dag måske spænder ben for den nærhed og tryghed, du længes efter.
Hvor kommer tilknytning fra?
Tilknytningsmønstre formes i de første leveår, i samspillet med vores primære omsorgspersoner. Hvis vi som børn bliver mødt med nærvær, omsorg og følelsesmæssig tryghed, danner vi som regel en tryg tilknytning. Vi lærer, at det er sikkert at række ud, at vi må være os selv, og at der er nogen, der vil os det godt.
Men mange har oplevet noget andet. Måske havde dine forældre ikke selv den følelsesmæssige kapacitet til at være der. Måske skulle du tage ansvar for stemningen derhjemme. Måske blev dine behov overset eller gjort forkerte. Eller måske blev kærlighed noget, du skulle fortjene – ved at være nem, rolig, dygtig eller tilpasningsdygtig.
De erfaringer sætter sig. Ikke nødvendigvis som bevidste tanker – men som dybe spor i kroppen og i nervesystemet. De bliver til automatiske reaktioner, vi tager med os videre ind i voksenlivet og i vores nære relationer.
De forskellige tilknytningsstile
De fleste af os har en blanding af tilknytningsmønstre, men ofte med én stil, der dominerer. Her er en mere nuanceret beskrivelse:
Tryg tilknytning
Hvis du har en tryg tilknytning, føler du dig som udgangspunkt sikker i nære relationer. Du tør vise dine følelser, sige hvad du har brug for og stole på, at den anden gerne vil dig. Du kan være tæt på uden at miste dig selv, og du har ikke brug for konstant bekræftelse for at føle dig værdifuld. Du ved, at du godt må være både stærk og sårbar, og at relationer kan rumme uenighed uden at det betyder afvisning.
Utryg-undvigende tilknytning
Med en undvigende tilknytning har du måske lært, at det er farligt eller besværligt at have behov for andre. Måske oplever du, at du nemmere navigerer i livet, når du ikke er alt for følelsesmæssigt tæt på nogen. Du kan komme til at virke stærk og selvstændig udadtil – men indeni kan du føle dig ensom og afkoblet. Du har typisk svært ved at mærke dine egne behov og endnu sværere ved at dele dem. Nærhed kan føles som noget, der truer din frihed, og derfor holder du ofte en vis distance – også til dem, du holder af.
Utryg-ambivalent tilknytning
Den ambivalente tilknytning er præget af længsel og uro. Du ønsker dyb kontakt, men føler dig nemt afvist eller usikker på den andens tilstedeværelse. Du kan komme til at bruge meget energi på at aflæse den andens signaler og føle dig overoptaget af relationen. Det kan være svært at finde ro, når du ikke får bekræftelse, og du kan have en dyb frygt for at blive forladt. Nogle gange kan du føle dig “for meget” og samtidig “ikke nok”. Det er ofte sårbart og trættende, fordi du hele tiden føler, du skal gøre noget for at blive elsket.
Desorganiseret tilknytning
Hvis du har en desorganiseret tilknytning, kan du opleve en indre konflikt mellem at længes efter nærhed og samtidig frygte den. Måske har dine tidligste erfaringer med omsorg været præget af både trøst og trussel – og det skaber forvirring og utryghed. Du kan opleve skift mellem at søge kontakt og pludselig trække dig, blive overvældet eller reagere kraftigt følelsesmæssigt. Desorganiseret tilknytning ses ofte hos mennesker, der har oplevet traumer, overgreb eller svigt, og det kan føles som at stå alene med en grundlæggende følelse af ikke at kunne stole på nogen – heller ikke sig selv.
Kan man have mere end én tilknytningsstil?
Ja – og det er faktisk helt naturligt. Vores tilknytning formes i relation til dem, der var tættest på os i barndommen, og det er sjældent, at alle de relationer har været ens. Måske var din mor til tider kærlig, men også uforudsigelig – og så har du udviklet en ambivalent tilknytning i forhold til hende. Måske var din far både skræmmende og trøstende – og så har du udviklet en desorganiseret tilknytning i forhold til ham.
Vi tilpasser os de relationer, vi er i. Derfor kan vi sagtens bære flere tilknytningsstrategier med os, som aktiveres i forskellige sammenhænge. Det kan give en oplevelse af at være splittet: Én del af dig længes efter nærhed, mens en anden trækker sig. At forstå og anerkende denne kompleksitet er en vigtig del af arbejdet med at skabe indre tryghed.
Din tilknytning kan ændre sig
Det smukke er, at vores tilknytning ikke er fastlåst. Den kan forandres – gennem trygge relationer, selvrefleksion og ikke mindst gennem terapi. Når du begynder at forstå dine reaktioner og ser dem i lyset af din historie, åbner det op for forandring. Ikke ved at presse dig til at være anderledes – men ved at møde dig selv med nysgerrighed og medfølelse.
Du begynder at få øje på dine forsvar, dine længsler og dine gamle mønstre. Og med tiden kan du begynde at vælge noget andet. Noget, der føles mere frit og mere sandt for dig.
En ny måde at være i verden på
Når vi begynder at arbejde med vores tilknytning og skaber en større indre tryghed, kan det forandre måden, vi er i verden på. Vi bliver mere bevidste om, hvad vi har brug for, og hvad vi ikke længere vil gentage. Vi lærer at lytte til os selv, stå ved vores grænser og række ud uden at føle skam eller skyld.
Det betyder ikke, at vi aldrig bliver usikre eller ramt – men vi reagerer med mere forståelse i stedet for selvkritik. Vi opdager, at vi godt må have brug for andre uden at miste os selv. Og vi lærer gradvist at være i relationer med større ro, klarhed og nærvær.
Det kan føles som at komme hjem. Ikke nødvendigvis til andre – men til dig selv. Til en mere ærlig og kærlig kontakt med dét, du mærker indeni. Med tiden bliver det lettere at vælge relationer og situationer, der rent faktisk nærer dig, i stedet for dem, du føler, du skal overleve i.
