Mange af os har lært at klare os, længe før vi lærte at mærke os selv.
Vi har lært at tage os sammen.
At smile.
At sige “det går fint”.
At komme videre.
Men ikke nødvendigvis, hvordan man er med sorg, vrede, skam eller savn, når det rammer.
Ikke hvordan man bliver hos sig selv, når noget gør ondt.
Ikke hvordan man lader en følelse få plads uden straks at ville væk fra den.
Ikke hvordan man rækker ud, når det indeni føles for meget.
Når der ikke var plads til dit følelsesliv
Måske voksede du op et sted, hvor der ikke rigtig var plads til følelser.
Hvor vrede blev mødt med kulde.
Hvor sorg blev tiet ihjel.
Hvor det sårbare hurtigt blev for meget.
Måske lærte du, direkte eller indirekte, at dine følelser fyldte for meget.
At det var nemmere at være den stærke, den rolige eller den, der ikke krævede så meget.
Og når vi ikke bliver mødt i det, vi mærker, lærer vi ofte noget meget tidligt:
At lukke ned.
At tilpasse os.
At trække os.
At skjule det, der gør ondt.
Vi lærer måske at være den nemme.
Den stærke.
Den, der ikke fylder for meget.
Og langsomt kan vi begynde at tro, at det, vi mærker, ikke er vigtigt.
Det, vi ikke får hjælp til at rumme, forsvinder ikke
Men følelser forsvinder ikke, bare fordi vi bliver gode til ikke at vise dem.
Det, vi ikke fik hjælp til at være med, sætter sig ofte i kroppen.
Ikke altid som noget, vi med det samme kan genkende.
Nogle gange mere som en uro, vi ikke helt kan forklare.
En spænding, der aldrig rigtigt slipper.
En tristhed, der ligger lige under overfladen.
En vrede, der kommer ud af det blå.
En træthed, der føles større, end den burde.
Andre gange viser det sig i vores relationer.
I den måde vi hurtigt bliver påvirket af andres stemninger.
I hvor svært det kan være at mærke vores egne grænser.
I frygten for at være for meget.
Eller i følelsen af at lukke ned, når noget bliver følelsesmæssigt tæt.
Det, vi ikke fik hjælp til at rumme, forsvandt ikke.
Det fandt bare andre måder at leve videre på.
Nogle bærer det som en konstant indre alarm.
Andre som en følelse af tomhed eller afkobling.
Og nogle mærker det mest som en mere stille oplevelse af ikke rigtigt at kunne mærke sig selv.
At forstå med hovedet er ikke det samme som at mærke med kroppen
Mange bliver gode til at tænke deres følelser.
At analysere.
Forklare.
Prøve at forstå.
Og det giver mening. For hvis det følelsesmæssige rum engang var utrygt, kan tankerne føles som et mere sikkert sted at være.
Men at forstå sine følelser med hovedet er ikke det samme som at rumme dem.
At rumme en følelse handler ofte om noget langt mere enkelt og langt sværere:
At være med den.
Ikke løse den med det samme.
Ikke skynde sig videre.
Ikke få den til at forsvinde.
Men at blive lidt i den.
Mærke den.
Give den plads.
Hvis du har svært ved at være med dine følelser, er det ikke, fordi du er svag.
Det er ofte, fordi du engang havde gode grunde til at gøre noget andet.
Hvis det var farligt at være sårbar, giver det mening, at noget i dig stadig spænder op, når en følelse kommer tæt på.
Hvis ingen hjalp dig med at forstå, hvad der skete i dig, måtte du selv finde måder at holde det ud på.
Måske blev du god til at tænke i stedet for at mærke.
Måske lærte du at være stærk.
Måske lærte du, at du var lettest at elske, når du var glad, nem og velfungerende.
Det, du lærte for at klare dig, lever måske stadig i dig.
Det, du ikke lærte dengang, kan du øve dig i nu
Det stærke er, at det godt kan læres som voksen.
Ikke på én gang.
Ikke perfekt.
Men langsomt.
Ofte begynder det i små øjeblikke.
Et øjeblik, hvor du opdager, at du faktisk er ked af det.
Et øjeblik, hvor du mærker vrede uden straks at skamme dig over den.
Et øjeblik, hvor du ikke skynder dig væk fra det, der gør ondt.
Måske bare et par sekunder længere, end du plejer.
Og det er ikke småting.
For nogle gange begynder en ny måde at være med sig selv på netop dér.
I de små bevægelser.
I den blide opmærksomhed.
I det øjeblik, hvor du ikke længere kun prøver at få følelsen til at forsvinde, men i stedet spørger:
Hvad sker der egentlig i mig lige nu?
Hvad mærker jeg?
Hvad har jeg brug for?
Kan jeg blive her bare lidt endnu?
Når det svære bliver mødt med blidhed
Mange følelser handler ikke kun om det, der sker lige nu.
De kan også åbne ind til noget ældre i os.
Sorg kan vække gamle erfaringer af at stå alene.
Vrede kan vække frygten for konflikt, afstand eller afvisning.
Og skam kan føre os hen til steder i os selv, som længe har været smertefulde at være i.
I terapi oplever jeg ofte, hvor stor en forskel det gør, når et menneske får lov at mærke det, der er, uden at blive gjort forkert i det.
Når vrede ikke bliver for meget.
Når sorgen ikke skal ties væk.
Når skammen ikke skal skjules.
Der sker noget, når det, der før måtte gemmes væk, bliver mødt med blidhed.
Noget i kroppen falder mere til ro.
Noget i nervesystemet begynder at forstå, at det måske ikke er lige så farligt at mærke.
Følelserne bliver ikke nødvendigvis lettere.
Men de bliver mindre ensomme.
Du behøver ikke være god til at føle
Der er ikke en rigtig måde at have følelser på.
Nogle mærker alt meget hurtigt og intenst.
Andre mærker næsten ingenting og føler sig afkoblede.
Ingen af delene er forkerte.
Du skal ikke være dygtig til at føle.
Du skal ikke præstere i dit indre liv.
Du skal ikke kunne rumme alt på én gang.
Det handler mere om langsomt at opbygge tillid til, at du godt kan være med dig selv.
Også når det gør ondt.
At lære at rumme sig selv er også en vej hjem
Måske er det netop dér, vejen hjem begynder.
Ikke i at blive færdig.
Ikke i at kontrollere det hele.
Ikke i at slippe for at føle.
Men i at blive mere og mere i stand til at være med dig selv, som du er.
At lære at rumme sine følelser er på mange måder en vej hjem.
Hjem til kroppen.
Hjem til dit indre liv.
Hjem til det sted i dig, hvor du langsomt kan begynde at stole mere på det, du mærker.
Det tager tid.
Det kræver mod.
Tålmodighed.
Blidhed.
Men du behøver ikke gå vejen alene.
