Hvordan har du det egentlig med vrede?
Måske er vrede en følelse, du forsøger at undgå. Vreden kan føles farlig, ubehagelig eller være forbundet med noget skamfuldt. Måske har du tidligt i livet lært, at følelsen ikke hører hjemme i nære relationer – at den skaber konflikt, eller at du er “for meget”, hvis du viser den. Måske har du skubbet vreden så langt væk, at du næsten ikke længere mærker den – andet end som en indre uro, en spænding i kroppen, en pludselig irritation eller tårer, der presser sig på, uden at du helt forstår hvorfor.
For mange af os er vrede blevet noget, vi enten frygter eller skubber væk. Det hænger ofte sammen med vores tidlige erfaringer. Måske voksede du op i et hjem, hvor vreden fyldte for meget – hvor den blev brugt til at kontrollere, skræmme eller såre. Et sted, hvor man skulle gå på listetæer for at undgå at vække den. I sådan et hjem lærer man hurtigt, at vrede er noget, der splitter, og som skaber afstand.
Andre kender måske den modsatte erfaring: at vokse op i et hjem, hvor vrede slet ikke fandtes. Hvor ingen hævede stemmen, sagde fra eller viste, når noget ikke føltes godt. Her bliver vrede et tabu – noget, man ikke taler om, og derfor heller aldrig lærer at forstå. Og det, vi ikke har lært at forstå, kommer nemt til at styre os – ubevidst og ofte i det skjulte.
Når vreden føles farlig – men i virkeligheden beskytter dig
Men vrede i sig selv er ikke farlig. Vrede er en følelse – ligesom glæde, sorg og frygt. Den opstår, når vi oplever, at en grænse er blevet overtrådt, når noget føles forkert, eller når vi ikke får opfyldt vigtige behov. Vreden prøver at beskytte os. Den peger på noget, der betyder noget. Og selvom det kan føles overvældende, når den dukker op, så rummer den ofte vigtig information om, hvad der er vigtigt for dig.
Det er vigtigt at forstå, at vrede ikke er det samme som aggression. Det er en forskel, mange af os ikke har lært. Vrede er en følelse – en indre reaktion, som opstår, når noget ikke stemmer med dine grænser eller værdier. Aggression er derimod en adfærd, en måde at handle på. Når vrede bliver undertrykt eller ignoreret for længe, kan den bygge sig op og til sidst eksplodere som aggressivitet. Det er ofte den form, vi har lært at frygte – og derfor skubber vi hele følelsen væk.
Men vrede behøver ikke være dramatisk eller skadelig. Den kan udtrykkes med ro, klarhed og omsorg. Som et ærligt “nej”, et tydeligt “nu er det nok” eller som en stille erkendelse af, at noget ikke længere føles rigtigt. Når vi giver plads til vreden og møder den med nysgerrighed, bliver den ikke længere en trussel – men en guide, der hjælper os til at leve mere i overensstemmelse med os selv.
Når vi ikke har lært at være med vreden
Det svære ved vrede er, at mange af os ikke har lært at være i den på en sund måde. Måske har vi lært at vende den indad – blive selvkritiske, overansvarlige, tilpasse os mere, end vi egentlig har det godt med. Eller vi har lært at ignorere vreden – og i stedet bide tænderne sammen, strække os længere end vi kan holde til, og til sidst mærke den som fysisk uro, hovedpine eller tristhed, vi ikke forstår.
Vrede kan også gemme på noget sårbart. Ofte ligger der en længsel nedenunder. En sorg over ikke at være blevet mødt. En smerte over at blive overhørt eller forladt. Når vi tør være med det, vreden prøver at fortælle os, åbner der sig en vej til dybere kontakt med os selv – og med andre. Vi kan begynde at forstå vores egne grænser, behov og længsler. Og vi kan begynde at stå mere trygt i os selv.
Læs også: “Har du lært at rumme dine følelser – og bare være med det, der er?”
Et trygt rum til at undersøge din vrede
I det terapeutiske rum kan vreden få plads. Her handler det ikke om at forstærke den eller holde den nede – men om at møde den med respekt. At være nysgerrig på, hvad der ligger bag. Hvad kroppen prøver at sige. Hvilke erfaringer, der har formet vores forhold til vrede. Når vi tør undersøge den i trygge rammer, kan vi langsomt begynde at finde en ny måde at være med vreden på – en måde, hvor vi ikke mister os selv, men heller ikke behøver at gemme os væk.
At få kontakt til sin vrede er ikke det samme som at blive vred hele tiden. Det handler om at genkende den, når den kommer – og lære, hvordan den kan udtrykkes på en måde, der føles tryg og ærlig. For vrede er også kærlighedens følgesvend. Den kæmper for os. Den peger på det, vi har brug for. Og når vi begynder at lytte til den, bliver den ikke længere en fjende – men en stemme, vi kan tage os kærligt af.
Så… hvordan har du det egentlig med vrede?
Loyalitet. Det ord kredser omkring mig for tiden. Det dukker op i samtaler, i egne refleksioner og i de fortællinger, jeg møder i mit arbejde. Og det vækker en nysgerrighed i mig omkring: Hvad betyder det egentlig at være loyal? Er det at blive? At støtte? At være tro mod vores partner? Og hvad nu, hvis loyalitet i virkeligheden starter et helt andet sted – Nemlig i måden vi er tro mod os selv på?
Er vi tro mod hinanden – eller os selv?
Vi forbinder ofte loyalitet med kærlighed og parforhold. Det kan lyde som en selvfølge – noget, vi “naturligvis” bare er over for den, vi elsker. Men når vi går tættere på, bliver det mere komplekst. For hvem er det egentlig, vi er loyale over for? Er det vores partner eller er det vores egne værdier, som ærlighed, respekt og trofasthed?
Jeg tror, at loyalitet stater indefra. Den handler ikke om blind troskab eller om at tilsidesætte sig selv for at bevare en relation. Tværtimod handler det om at kende sig selv og være tro mod det, man står for. Når vi lever i overensstemmelse med vores værdier, bliver loyalitet ikke noget, vi giver den anden – det bliver derimod en måde at være menneske på. En måde at stå i kærligheden med integritet.
Og loyalitet kræver mod. Mod til at stå ved sig selv – selv når det betyder, at vi må skuffe andre. Mod til at mærke sine egne behov – selv når de er i konflikt med andres ønsker. Mod til at sige fra – også når det føles ubehageligt. Det kan være fristende at lade loyalitet blive noget ydrestyret – noget, der handler om at tilpasse sig samt om at holde fast i en relation for enhver pris. Dette er et særligt genkendeligt mønster, hvis man er vokset op med en følelse af, at kærlighed skal fortjenes, eller at det er farligt at skuffe andre.
I sådanne tilfælde kan loyalitet udvikle sig til en overlevelsesstrategi. En måde at sikre sig tilknytning på ved at tilsidesætte egne behov. Men når vi hele tiden orienterer os mod den anden og glemmer os selv, risikerer vi at miste forbindelsen til det, der i virkeligheden skaber tryghed: følelsen af at være hjemme i os selv.
At vælge sig selv – og kærligheden
Sand, eller måske den sunde, loyalitet har ikke noget med selvopofrelse at gøre. Det handler om at kunne mærke sig selv – og turde stå ved det vi mærker, også når det føles sårbart. At kunne sige ja med hjertet – og nej, når det er nødvendigt. Og at blive i relationen, fordi vi har lyst, ikke af frygt for at blive forladt.
Jeg har erfaret at, når jeg er tro mod mine værdier, vil jeg naturligt møde en partner med respekt. Jeg vil være ærlig – ikke fordi jeg skal, men fordi det er vigtigt for mig at være transparent og autentisk. Jeg vil tage ansvar for mine egne handlinger og være opmærksom på, hvordan jeg påvirker relationen.
Loyalitet handler også om at være der, når det er svært. At blive i kontakten, selv når det er ubehageligt. At vælge relationen til igen og igen – ikke af pligt, men af et inderligt ønske om at være en del af noget meningsfuldt. Samtidig betyder loyalitet ikke, at man skal blive for enhver pris. Nogle gange kræver det netop loyalitet over for sig selv at træde væk fra en relation, hvor det ikke længere er muligt at leve i overensstemmelse med det, man tror på.
Når loyaliteten brydes og relationen rammes
Vi mærker måske allertydeligst, hvad loyalitet betyder, når den bliver brudt. Når noget, vi har bygget op sammen, rammes og forandres. Det sker for eksempel i forbindelse med utroskab – en erfaring, som kan vække dyb sorg, vrede og usikkerhed. Ofte føles det som et personligt svigt, et brud på tillid og det fælles rum, man har passet på sammen. Og når relationen rammes, rammes begge parter – også selvom det kun er den ene, der har trådt ved siden af.
Jeg tror personligt selv på at utroskab ikke udelukkende kun er noget, man gør mod sin partner – men at det i højere grad er et brud med sig selv. Et udtryk for indre uro, en afstand til egne behov og værdier. I den forstand kan utroskab ses som en indre konflikt, der peger på noget, vi har mistet kontakten til – både i os selv og i relationen.
Derfor handler reparation ikke kun om at genopbygge tillid til den anden, men også om at finde hjem i sig selv igen. Om at genetablere forbindelsen til det, man tror på, og gerne vil stå for i sine relationer.
Når vi er tro mod os selv, kan vi møde den anden med klarhed, nærvær og integritet. Og på den måde bliver loyalitet ikke bare noget, vi giver – men noget, vi lever ud fra. En naturlig forlængelse af den, vi er.
