Individuel terapi i København K
Jeg er psykoterapeut og tilbyder individuel terapi i København K til unge kvinder, der er vokset op med følelsesmæssigt svigt. I dag kan det vise sig som overtilpasning, stærk selvkritik og perfektionisme – eller som en følelse af at miste sig selv i nære relationer, selvom det ikke altid kan ses udefra.
Jeg har et varmt hjerte og en dyb passion for at hjælpe unge kvinder, som lever med tilknytningstraumer, spiseforstyrrelser og selvdestruktive strategier. Kvinder, der er vokset op i familier, hvor de ikke har følt sig følelsesmæssigt set, hørt eller rigtigt haft en oplevelse af at høre til.
For mange af de klienter, der kommer i terapi hos mig, har den følelsesmæssige regulering, som normalt kommer fra en forælder, manglet – dét at blive beroliget, mødt og hjulpet i mødet med svære følelser. Når denne støtte ikke har været tilgængelig, har det indre kompas manglet de pejlemærker, der hjælper med at finde retning og tryghed indefra.
Mange af de kvinder, der kommer til mig, bærer derfor på en dyb følelse af ensomhed og alenehed – også selvom de ikke nødvendigvis har været fysisk alene i deres opvækst.
I terapien hjælper jeg unge kvinder, der:
- Er vokset op med følelsesmæssigt fravær og en oplevelse af ikke rigtigt at høre til
- Lever med tilknytningstraumer og følelsesmæssige sår fra opvæksten
- Har manglet følelsesmæssig regulering i relationen til en eller begge forældre
- Har lært at tilpasse sig og tilsidesætte sig selv for at bevare relationer (fx peoplepleasing, overansvar og selvudslettelse)
- Kæmper med selvkritik, skam og hårde tanker rettet mod sig selv
- Lever med spiseforstyrrelser eller forstyrret spisning – og et svært forhold til egen krop
- Et nervesystem, der enten går i højt alarmberedskab – eller lukker ned, “forsvinder” eller bliver følelsesløst, når det bliver for meget.
Kropslig tilgang i terapien
I mit terapeutiske arbejde er kroppen en central indgang. Kroppen husker og kommunikerer på sin egen måde – også når vi ikke har lært at lytte til den. For mange bliver kroppen et sted, man flygter fra eller forsøger at kontrollere, fordi den rummer det, der aldrig blev mødt.
Gennem terapien arbejder vi langsomt med at oversætte kroppens signaler og skabe mere regulering i nervesystemet. Mit ønske er, at du gradvist kan opbygge en tryggere kontakt til dig selv, dine følelser og dine behov.
Læs mere om kroppen i terapi, og hvordan jeg gennem relation, tempo og tryghed skaber betingelserne for kropskontakt her
"We don’t get wounded alone, and we don’t heal alone." — C. G. Jung
Hvad terapi hos mig kan hjælpe dig med:
Gennem et trygt og nænsomt terapeutisk forløb støtter jeg dig i at:
- Skabe mere ro og stabilitet i krop og nervesystem
- Forstå sammenhængen mellem dine reaktioner i dag og det, du har med dig fra din opvækst
- Arbejde med spiseforstyrrelse eller forstyrret spisning – og finde mere frihed i dit forhold til mad og krop
- Møde selvkritik og destruktive tanker med mere forståelse og venlighed
- Gradvis lære at være en tryg og støttende voksen for dig selv – dér, hvor du tidligere har manglet det
- Styrke din evne til at mærke, sætte og respektere dine egne grænser
Supplerende støtte
For nogle kan det også være hjælpsomt at have adgang til yderligere viden og støtte omkring spiseforstyrrelser og selvskade.
Du kan finde dette hos: Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade (FSS).
Hvorfor jeg brænder for mit arbejde
Min egen historie giver mig en dyb forståelse for, hvordan det er at vokse op med følelsesmæssigt fravær og en oplevelse af ikke at høre til. Derfor brænder jeg for at hjælpe unge kvinder med tilknytningstraumer – med respekt, nærvær og i dit tempo.
Jeg har selv erfaret, hvor belastet man kan blive, når kroppen og nervesystemet er i langvarig ubalance. Den erfaring gør, at jeg møder dig med stor ydmyghed og forståelse for, hvor krævende en helingsproces kan være.
For mig er det vigtigt, at du ikke skal presses eller fixes, men støttes nænsomt i at finde tilbage til dig selv og skabe en mere balanceret og tryg måde at være i verden på.