Mange af os har aldrig fået en egentlig “følelsesmæssig opdragelse”. Vi har måske lært at læse og regne, men ikke lært hvordan vi håndterer sorg, vrede, skam eller savn. Vi er ikke blevet vist, hvordan man trøster sig selv, når noget gør ondt – eller hvordan vi deler det, der føles svært med andre.
Måske voksede du op i en familie, hvor der ikke var plads til følelser. Hvor vrede blev mødt med kulde, sorg blev tiet ihjel, og hvor glæde kun var tilladt i doser. Måske blev du lært – direkte eller indirekte – at dine følelser var for meget, for forstyrrende, for sårbare. Og når vi ikke bliver mødt i vores følelsesliv, lærer vi ofte at lukke ned. Vi tilpasser os. Vi trækker os. Vi begynder at tro, at det, vi mærker, ikke er vigtigt. Eller at vi ikke er vigtige.
Men følelser forsvinder ikke, fordi vi gemmer dem væk. De sætter sig i kroppen. De siver ud i vores relationer. De kommer til udtryk som uro, vrede, tristhed, stress, udmattelse – og nogle gange som en grundfølelse af ikke rigtigt at kunne mærke sig selv.
At rumme en følelse er ikke det samme som at forstå den
Mange af os er blevet gode til at tænke os frem til, hvad vi føler. Vi analyserer, reflekterer og prøver at finde mening. Det kan være en god strategi, især hvis det følelsesmæssige rum har været utrygt. Det giver os en følelse af kontrol.
Men at forstå sine følelser med hovedet er ikke det samme som at mærke dem med kroppen og give dem plads.
At rumme sine følelser handler om noget andet: At være med dem. Ikke nødvendigvis ændre dem. Ikke løse dem. Men at turde blive i kontakt med det, der er. At lade det få plads i kroppen og sindet – uden at flygte, lukke ned eller overvælde sig selv.
Og her er en måske overraskende sandhed: En følelse i sig selv varer faktisk kun omkring 90 sekunder – hvis vi tør blive med den, som den er. Hvis vi ikke kæmper imod, forsøger at forstå den med hovedet eller dømmer os selv for at have den. Det er først, når vi holder den nede eller forsøger at kontrollere den, at den bliver siddende og sætter sig fast.
Hvorfor er det så svært?
Hvis du har svært ved at rumme dine følelser, er det ikke fordi, du er svag, forkert eller mangler vilje. Det er, fordi det engang var nødvendigt for dig at finde andre måder at håndtere det svære på. Måske var der ingen voksne, der hjalp dig med at sætte ord på det, du følte. Måske lærte du, at det var farligt at være sårbar. Eller at du kun var elsket, når du var nem, glad og stærk.
De mønstre vi lærer tidligt i livet, bliver en del af vores måde at være i verden på. Vi tager dem med os ind i voksenlivet, ofte uden at lægge mærke til det. Vi lærer at tage os sammen. At smile, selvom vi er ved at bryde sammen. At sige “det går fint”, selvom det ikke føles sådan indeni.
Men under det hele lever følelseslivet stadig. Følelser forsvinder ikke. De venter bare på, at vi bliver klar til at møde dem.
Du kan lære det som voksen
Det gode er, at selvom du ikke lærte det som barn, kan du lære det nu. Det er aldrig for sent. Det kræver mod, tålmodighed og ofte støtte fra et andet menneske, som kan møde dig dér, hvor du er.
I terapi arbejder jeg ofte med netop dette: at skabe et trygt rum, hvor der er plads til det, du mærker – også det, du måske har lært at skamme dig over. Vrede, sorg, afmagt, skam, savn, længsel. Alt det, der måske ikke har fået lov til at eksistere før.
Når vi begynder at møde vores følelser med blidhed og nysgerrighed – fremfor modstand og kritik – sker der noget. Nervesystemet begynder at falde til ro. Kroppen slipper noget af den spænding, den har båret på. Og vi opdager, at vi godt kan være med det, vi tidligere har været bange for.
Du skal ikke være god til følelser
Der er ingen rigtig eller forkert måde at føle på. Du behøver ikke være “dygtig” til at mærke dig selv. Nogle mærker det hele hele tiden og føler sig overvældede. Andre mærker næsten ingenting og føler sig afkoblet. Ingen af delene er forkerte – de er bare forskellige måder at navigere i livet på, når vi ikke har haft nogen til at vise os, hvordan vi regulerer os selv sammen med en anden.
At rumme sine følelser handler ikke om at gøre det perfekt. Det handler om langsomt at opbygge tillid til, at du godt kan være med dig selv – også når det gør ondt. Det handler om at lære at sige: “Det er okay, at jeg har det sådan. Jeg er ikke forkert.” Og om at turde række ud og lade dig støtte, når det bliver for meget.
En vej hjem til dig selv
At lære at rumme sine følelser er en vej hjem.
Hjem til det sted i dig, hvor du kan mærke dig selv, stå ved dig selv og være i kontakt med det, der er vigtigt for dig.
Det tager tid. Det kræver mod. Og du må gerne tage det i dit eget tempo.
Men du behøver ikke gå vejen alene.
