Psykisk vold i familien kan være svær at få øje på. Ikke fordi den nødvendigvis er stille, men fordi den ikke altid ligner det, vi forbinder med vold. Mange tænker stadig på vold som noget fysisk. Noget synligt. Noget, der efterlader mærker på kroppen. Noget, man tydeligt kan pege på og sige: Det dér var forkert.
Men psykisk vold sætter sig ofte et andet sted. Den sætter sig i sindet, i kroppen og i nervesystemet. I måden et barn lærer at være i verden på. Og netop derfor kan den være svær at genkende. Både for barnet, der vokser op i den, og for den voksne, der mange år senere forsøger at forstå sin opvækst.
Psykisk vold ikke altid ligner vold
For mange begynder erkendelsen først senere i livet. Som en fornemmelse. En uro. En følelse af, at noget ikke var, som det skulle være. Også selvom man måske ikke kan finde én bestemt hændelse, der forklarer det hele.
Og det er ofte dét, der gør det så forvirrende.
For psykisk vold handler sjældent kun om enkelte episoder. Det handler oftere om et følelsesmæssigt klima. En grundstemning. En måde at være sammen på, hvor noget i barnet igen og igen bliver overskredet.
Måske gennem ord.
Måske gennem tone.
Måske gennem kulde, kontrol eller ydmygelse.
Måske gennem skyld, skam eller følelsesmæssigt pres.
Det kan se forskelligt ud fra familie til familie. I nogle hjem er der råb, kaos og voldsomme konflikter. I andre er det mere stille. Mere subtilt. Mere svært at sætte fingeren på.
Men fælles for det er ofte, at barnet ikke får lov til at være barn i fred.
At noget i barnet hele tiden må være på arbejde.
Må aflæse.
Tilpasse sig.
Fornemme stemninger.
Forsøge at undgå det næste, der kan vælte noget.
Når psykisk vold i familien bliver det normale
Det er noget, jeg ofte møder hos de mennesker, jeg arbejder med.
Ikke nødvendigvis som noget, de selv fra starten kalder psykisk vold. Tværtimod. Mange har brugt store dele af deres liv på at gøre det mindre. Forklare det væk. Normalisere det. Få det til at lyde som noget, der bare var lidt svært.
Jeg har hørt sætninger som:
Det var jo ikke så slemt.
Vi var bare en familie med mange udfordringer.
Andre børn havde det værre.
Og det giver mening.
For når noget er en del af ens hverdag gennem mange år, bliver det let det normale. Noget, man ikke nødvendigvis stiller spørgsmålstegn ved, men bare lærer at leve i.
Især som barn.
Når barnet tilpasser sig for at overleve
Som barn har man ikke mulighed for at træde væk og sige: Det her er ikke godt for mig. Man er afhængig af sine forældre. Af kontakten. Af tilknytningen. Af den familie, man er født ind i.
Og derfor tilpasser man sig.
Ikke fordi man er svag.
Men fordi man er klog.
Fordi man prøver at overleve i det, der er.
Hvis der er meget kritik, lærer barnet måske hurtigt at blive ekstra opmærksom på ikke at fejle. Hvis der er meget uforudsigelighed, lærer barnet måske at være på forkant hele tiden. Hvis kærligheden trækkes væk i tavshed eller kulde, lærer barnet måske, at det må rette opmærksomheden mere mod de andre end mod sig selv.
Og hvis skyld og skam bliver en del af måden, de voksne regulerer barnet på, kan barnet begynde at tro, at det er forkert i sit inderste væsen.
Det er ikke små ting.
Det former et menneske.
Ikke kun i tankerne.
Men i kroppen.
I nervesystemet.
I selvfølelsen.
I måden man senere kommer til at være i relationer på.
Det gode og det svære kan eksistere side om side
Noget af det, der gør psykisk vold så svært at forstå, er, at det ofte eksisterer side om side med noget andet. Der kan også have været måltider. Rutiner. Små øjeblikke af ro. Måske omsorg. Måske kærlighed. Måske stunder, hvor det hele føltes almindeligt.
Og netop derfor kan det blive så forvirrende senere.
For hvordan forstår man, at noget både kunne rumme kærlighed og samtidig gøre skade? Hvordan sætter man ord på, at der måske også var noget godt — og at noget alligevel føltes forkert helt indeni?
Men begge dele kan godt være sande på samme tid.
Der kan godt have været noget, der bar.
Og samtidig noget, der skadede.
Der kan godt have været kærlighed.
Og samtidig et følelsesmæssigt klima, som et barn ikke burde vokse op i.
Det ene ophæver ikke det andet.
Forklaringer ophæver ikke barnets oplevelse
Mange, der er vokset op med psykisk vold, bliver senere meget optagede af at forstå deres forældre. De kan ofte se, at deres mor eller far selv bar på noget svært. Måske deres egne traumer. Måske ensomhed. Måske psykisk sygdom, stress, tab eller noget andet, der gjorde dem mindre i stand til at være trygge voksne.
Og derfor kommer der ofte også forklaringer.
De gjorde det, de kunne.
Vi levede i en anden tid.
De havde det også svært.
Og ja — forklaringer kan skabe forståelse.
Men de ophæver ikke barnets oplevelse.
At noget havde en årsag, betyder ikke, at det ikke gjorde ondt. At en forælder selv var såret, betyder ikke, at barnet ikke blev ramt. At noget var mere almindeligt dengang, ændrer ikke på, hvordan det var at være barn i det.
Det er en dobbelthed, mange kæmper med.
For man kan godt forstå sine forældre.
Og samtidig være præget af det, man levede i.
Man kan godt have medfølelse med dem.
Og samtidig mærke vrede, sorg eller smerte.
Det ene udelukker ikke det andet.
Senfølger efter psykisk vold i familien
Noget af det, jeg ofte lægger mærke til, er, hvor hurtigt opmærksomheden vender ud mod de andre. Mod forklaringerne. Mod baggrunden. Mod det, de voksne selv bar på.
Men langt sværere kan det være at vende blikket indad.
At spørge:
Hvordan var det egentlig for mig at være barn i det her?
Hvad gjorde det ved mig?
Hvad blev der ikke plads til?
Hvad lærte jeg, at jeg måtte være for at kunne høre til?
Det er ofte her, noget vigtigt begynder.
For når vi begynder at interessere os for barnets indre oplevelse, bliver det også tydeligere, hvorfor det stadig kan sætte spor mange år senere.
Mange beskriver ikke nødvendigvis deres opvækst som dramatisk. Men de lever med en grundlæggende uro. En indre spænding. En følelse af hurtigt at blive usikre i kontakten med andre. Af at føle sig for meget. Eller forkert. Eller hele tiden lidt på vagt.
Nogle kæmper med lavt selvværd.
Andre har svært ved at mærke deres egne behov og grænser.
Nogle bliver meget overansvarlige og meget optagede af stemninger.
Andre lever med en hård indre kritiker eller en skam, de ikke helt forstår, hvor kommer fra.
Men de reaktioner opstår ikke ud af ingenting.
De hænger ofte sammen med det, man har levet i. Med gentagne erfaringer af ikke at blive mødt følelsesmæssigt. Af at skulle tilsidesætte sig selv. Af at leve i et miljø, hvor tryghed ikke var noget, man kunne tage for givet.
Jeg plejer at formulere det sådan:
Barnets mestringsstrategier bliver den voksnes senfølger.
Det, der engang var nødvendigt for at klare sig, kan senere blive det, der spænder ben.
Måske var det nødvendigt at være overopmærksom dengang.
Men i voksenlivet bliver det til uro.
Måske var det nødvendigt at holde sine følelser tilbage.
Men senere bliver det til en svagere kontakt til sig selv.
Måske var det nødvendigt at tage ansvar for de andre.
Men som voksen bliver det svært at mærke, hvor ens eget ansvar slutter.
Det er ikke tegn på svaghed.
Det er tegn på tilpasning.
På overlevelse.
Vreden, sorgen og den svære ambivalens
Når erkendelsen af psykisk vold begynder at lande, vækker det ofte mange følelser.
Sorg over det, der manglede.
Vrede over det, der blev overskredet.
Skyld over overhovedet at stille spørgsmålstegn ved familien.
Og for mange er vreden særlig svær.
For det kan føles forkert at være vred på forældre, der selv har haft det svært. Vreden kan hurtigt blive mødt med tanker om, at man er urimelig, hård eller utaknemmelig. Men vreden er ikke nødvendigvis et udtryk for fordømmelse.
Ofte er den et tegn på, at noget i én begynder at mærke, at der var grænser, som blev overskredet. At noget ikke var, som det skulle være. At noget gjorde ondt.
Og når den vrede får lov at eksistere i et trygt rum uden at blive gjort forkert, kan noget begynde at falde mere på plads.
Ikke fordi man skal blive i vreden.
Men fordi det, der blev overskredet, endelig bliver mødt.
At tage sin oplevelse alvorligt
Noget andet, mange kæmper med, er modstanden mod at se sig selv som én, der har været udsat for noget. For mange har klaret sig selv tidligt. Været stærke. Ansvarlige. Selvstændige. Og netop den styrke kan gøre det svært at identificere sig med tanken om at have været et offer.
Man vil ikke reduceres til det svære.
Man vil ikke gøre det til sin identitet.
Og det giver mening.
Men at anerkende, at noget har været smertefuldt eller utrygt, er ikke det samme som at gøre sig selv til offer. Det er ikke en identitet. Det er en måde at skabe sammenhæng på.
At forstå, hvad man voksede op under, handler ikke om at opgive sin styrke. Det handler ofte om at forstå, hvorfor styrken blev nødvendig.
Måske er det netop dér, noget begynder at løsne sig.
Når du ikke længere kun ser dine reaktioner som overdrevne eller tilfældige. Men som naturlige svar på noget, du faktisk har levet i.
Psykisk vold behøver ikke have været synlig eller voldsom udefra for at sætte dybe spor. Og du behøver ikke kunne bevise alt eller forklare det hele for at tage din oplevelse alvorligt.
For mange begynder det med en stille erkendelse:
Noget var ikke, som det skulle være.
Noget i mig tilpassede sig for meget.
Noget i mig lærte at være på vagt.
Noget i mig kom for tidligt til at bære for meget.
Og nogle gange er det dér, det første skifte sker.
Ikke i den store forklaring.
Ikke i en dramatisk konklusion.
Men i det øjeblik, hvor du begynder at tage din egen oplevelse alvorligt.
