– og hvorfor din evne til at mærke andre måske ikke kun er en gave, men også en beskyttelsesstrategi
Har du nogensinde fået at vide, at du er “meget empatisk” – at du kan mærke andre mennesker dybt og hurtigt fornemmer stemninger i et rum? Måske genkender du dig selv i betegnelsen empat, og måske har du oplevet, hvordan det føles som både en gave og en byrde. Du mærker andres smerte, du ved næsten, hvad de føler, før de selv gør – og du reagerer instinktivt på andres behov, ofte før dine egne.
Men hvad nu, hvis den følsomhed ikke kun handler om at være særligt intuitiv eller medfølende? Hvad nu, hvis det også er et tegn på, at du engang var nødt til at udvikle den evne for at klare dig?
Når det at mærke andre bliver et vilkår
Mange mennesker, der identificerer sig som empater, har oplevet følelsesmæssige svigt i barndommen. Ikke nødvendigvis i form af åbenlys omsorgssvigt, men måske som subtile former for utryghed: Forældre, der selv var følelsesmæssigt overvældede, psykisk fraværende eller ustabile. Omsorgspersoner, som kun gav kontakt, når man tilpassede sig deres behov eller stemninger. I sådanne miljøer lærer barnet lynhurtigt at aflæse andres følelsesudtryk – det bliver et spørgsmål om tryghed og overlevelse.
At mærke andres følelser og behov før sine egne kan blive en dybt indarbejdet strategi. Du lærer at være opmærksom på andres signaler, fordi det er der, den følelsesmæssige sikkerhed ligger. Du udvikler antenner, som konstant scroller omgivelserne for stemninger, vibrationer og uro – ikke fordi du vil, men fordi du skal.
Denne form for hyperopmærksomhed kaldes også hypervigilans – et alarmsystem i nervesystemet, som ikke kender til ro og tryghed, men hele tiden er i gang med at sikre, at der ikke sker noget farligt eller uforudsigeligt.
Den usynlige grænse mellem dig og den anden
For mange empater bliver det med tiden svært at mærke forskel på egne og andres følelser. Du mærker, når nogen er kede af det, men du ved ikke altid, om det er din sorg eller deres. Du kan føle dig ansvarlig for at hjælpe, trøste eller “fikse” andre – selv når det ikke er dit ansvar.
Ofte er der ikke blevet etableret tydelige følelsesmæssige grænser i opvæksten. Måske fik du ikke lov til at være barn, fordi du skulle tage hensyn til en forælder. Måske blev dine følelser afvist eller ignoreret, og du lærte, at det var tryggere at orientere dig udad end indad. Resultatet bliver en voksen, som er ekstremt god til at være der for andre – men som ofte glemmer sig selv.
At være empat kan altså være en form for traumerespons – en strategi, som engang var nødvendig, men som i voksenlivet kan gøre det svært at mærke egne behov og sætte sunde grænser.
“Det er jo bare sådan, jeg er”
Mange empater har svært ved at forestille sig et andet liv. Følelsen af at “være på” hele tiden føles naturlig – fordi den altid har været der. Men det kan være udmattende i længden. Når du hele tiden tager andres følelser ind, uden at kunne regulere dem eller sende dem tilbage, bliver du overbelastet. Du kan ende med at føle dig træt, trist, drænet – eller i værste fald udbrændt.
Og samtidig: Du kan have svært ved at sige fra. For hvis du hele dit liv har følt, at dit værd lå i at være noget for andre – hvordan skulle du så kunne trække dig uden at føle skyld?
Derfor er det vigtigt at begynde at undersøge, hvad din empatiske evne egentlig handler om. Ikke for at gøre den forkert – men for at forstå den og finde ud af, hvordan du kan passe bedre på dig selv.
At hele og skabe følelsesmæssige grænser
Heling handler ikke om at slippe sin empati, men om at få kontakt til sig selv bag empatiens facade. Det handler om at kunne mærke:
-
Hvad er mit – og hvad er ikke mit?
-
Hvornår bliver jeg trigget til at “redde” nogen, og hvorfor?
-
Hvad sker der i mig, når jeg mærker andres smerte?
-
Har jeg lært, at jeg kun er elsket, når jeg er hjælpsom?
Disse spørgsmål er ikke nemme, men de kan åbne døren til en ny måde at være i relationer på. En måde, hvor du stadig kan være empatisk og medfølende – men hvor du også tør sætte grænser, trække dig tilbage og mærke dine egne behov.
Når empati bliver sund
Empati i sin sunde form handler ikke om at bære andres smerte, men om at forstå og være medfølende uden at gå på kompromis med sig selv. Du kan være nærværende uden at opsluge andres følelser. Du kan være lyttende uden at tage ansvar for den andens liv. Du kan være kærlig uden at glemme dig selv.
Det kræver ofte en proces. Det kan kræve terapi, trygge relationer og øvelse i at være i kroppen frem for kun i hovedet og følelserne. Det kan også kræve, at du tillader dig selv at være lidt mindre på vagt, og at du opdager, at du godt må være her – også uden at gøre noget for nogen.
At tage din sensitivitet hjem
Din evne til at mærke dybt er ikke forkert. Den er smuk og værdifuld – men kun, hvis du også lærer at mærke dig selv. Mange empater har aldrig lært at have en indre hjemfølelse. De har været så fokuseret på andre, at de glemte at finde ro i sig selv. Heling handler om at tage den sensitivitet hjem, så den bliver forankret i selvkærlighed og selvforståelse – ikke i angst eller ansvarsfølelse.
Afslutning: Du er ikke forkert – du er formet
At være empat er ikke din identitet. Det er et sprog, du har lært at tale. En måde at være i verden på, som hjalp dig engang, men som du i dag kan vælge at undersøge og nuancere. Når du begynder at forstå dine egne reaktionsmønstre og mærke dine egne behov, bliver det muligt at være sensitiv med dig selv først – og derfra møde verden på en måde, der ikke dræner dig, men nærer dig.
Du er ikke forkert. Du er ikke “for meget”. Du er blot formet af noget, der var svært – og det kan du begynde at hele, ét skridt ad gangen.
